Interview

Inspiration til et holistisk, realistisk og selvkærligt liv

Forleden var jeg på et shoot, hvor make up damen sagde til mig at jeg havde smukke øjne med meget liv i. Jeg blev så glad, for for et par år siden var det et par triste og trætte morøjne og jeg har lært at øjnene er sjælens spejl.

Jeg har brugt de sidste år på at bygge mig op igen og dette med inspiration i et helt nyt holistisk udgangspunkt. Jeg har altid troet at hvis bare min hjerne fungerede, så var alt i orden. Jeg troede jeg bare kunne proppe kalenderen fyldt 24-7 flere uger i træk med store arbejdsprojekter, hælde spandevis af kaffe i mig, gå rundt med dårlig mave og hovedpine, sove når jeg blev gammel og rulle på insta 24.7.

IMG_6692.JPG

Jeg har lært at dette er ikke en livsstil der ræssonerer med hvordan at jeg vil leve og at jeg har haft brug for at implementere en mere bæredygtig og ikke mindst væredygtig måde at leve på. Det handler ikke om stramme leveregler & fanatiske tiltag, men om logik, om sund fornuft og om noget så simpelt og så alligevel så svært: selvkærlighed.

Simpelthen, hvad fodrer min sjæl, mit hoved og min krop. Hvad gør, at jeg har det godt! På min rejse har jeg fundet en kærlighed for økologiske beauty produkter, spiritualitet, gode relationer, vigtigheden af at fodre min hjerne med kreativitet og nydelsen af alt fra orgasmer til kreativitet, samtaler og gode grin.

Dette er på ingen måde en guide med 10 tips til en bedre hverdag, istedet er det en antiguide som inspirerer dig til at plukke det, der inspirerer dig, men som måske kunne give dig en aha oplevelse i forhold til hvad du kan skrue op for i dit liv og hvad du har brug for at parkere.

Bær dig selv på en værdig måde:

At gå op i sig selv er velvære! At tage en smuk kjole på, en rød læbestift og at løfte skuldrene og sige jeg er smuk ligesom jeg er og jeg tør vise verden det, på trods af jeg ikke ligner eller er som alle andre. Jeg gør mig smuk hver morgen, for mig selv. For at gå ud i verden og eje mig. Jeg tror på kvalitet og at tage stilling til det vi fylder os med indvendigt og udvendigt, derfor bruger jeg fx Rudolp Care og Whamisa produkter, køber bæredygtigt som Hunkøn og Ganni og sælger mit tøj i second hand shops som Tu a Tu før jeg køber noget nyt. Kvalitet koster og en top til 100 kr, kan du næsten regne ud hvordan er produceret og at det ikke ræssonerer med bæredygtighed eller væredygtighed. Jeg vil vide som forbruger, at der er taget stilling til det jeg putter på og i min krop og at menneskene, der har produceret det, har ordentlige forhold.

Efter at have arbejdet med sæsoner i modebranchen tror jeg ikke på 4 årlige sæsoner, jeg tror på at købe gode stykker tøj til resten af livet og derfor er jeg også inspireret af minimalisternes stil med 30 gode stykker tøj i hele min garderobe, som holder indtil de falder fra hinanden. Tager du stilling til det du putter i og på dig og din smukke mor krop?

25-30 timers arbejdsuge:

Jeg tror på 25-30 ugers arbejdsdage og jeg tror ikke på at sidde på et kontor fast eller at vi skal få kreative ideer mellem 8-17. Det er hæmmende for kreativiteten og for et menneske. Jeg tror på at hvis vi skruer op for bæredygtigheden og arbejder på at minimere stressen hos den enkelte, så skruer vi op for velfærden på arbejdsmarkedet og dermed effektiviteten og dermed samfundshjulene. Derfor mener jeg også, at vi skal kunne sige til vores chef, at vi vil have en fast hjemme arbejdsdag og der skal være plads til fleksibilitet - især som mor, hvor vi er konstant på og det at komme hjem fra job ikke er at holde fri. Alle med små børn ved, at når man kommer hjem fortsætter dagens rytme lige indtil man ligger hovedet på puden.

Personligt har jeg erfaret at min kreativitet stimuleres bedst når jeg giver min hjerne ro. Når jeg i ny og næ slukker telefonen, tager på impulsiv tur, går en tur i naturen eller tager et varmt bad. Derfor er det også logik for mig som kreativ, at jeg ikke kan producere eller være effektiv i mit job, hvis der ik er pauser. Pauser er essentielle og det at sidde og stirre ud i luften er velvære og en energiopladning for mig.

En anden erfaring jeg har gjort mig og et sted, hvor mine klienter oplever trivsel, er når de opdager at ingen andre end dem selv har nøglen til deres liv. At det ikke er vores chefs skyld vi er triste, vores børns skyld vi er trætte eller vores venindes skyld at vi ikke hygger os i hendes selskab. Det er vores egen skyld og det er vores eget ansvar at sige fra og til og skalere op og ned. Ofte tør vi ikke sige til og fra, fordi vi er bange for at gøre andre kede af det eller det får store konsekvenser, men det må vi tage med og så længe vi forklarer fra et sagligt, kærligt og fornuftigt grundlag hvor vi bliver hjemme hos os selv, så forstår de andre oftest vores valg.

IMG_6443.JPG

Ligeværdige relationer :

Ligeværd er noget af det som jeg har lært er allervigtigst når du møder en læge, terapeut, psykolog, partner, chef og veninde og dit barn. Ja faktisk i alle relationer! Jeg har erfaret at selvom jeg sidder over en person som er 30 år ældre end mig eller meget mere kompetent på en felt, så er vi stadig ligeværdige i udgangspunktet og skal være nysgerrige på hinanden.

I coachingbranchen tales ofte om at løfte sig over klienten eller holde rummet. Jeg tror på et ligeværdigt rum, hvor dem der er overfor mig føler genkendelse, empati og nysgerrighed og jeg forventer at blive mødt med samme tilgang. Det har taget mig lang tid at forstå, at jeg sagtens kan være sød, åben og rummende, men have grænser og sige til og fra hvis de overskrides - og på samme måde navigerer jeg i mit moderskab. Med åbenhed, nysgerrighed, kærlighed og faste rammer.

Måske du kan mærke du er i nogle relationer, hvor du er underdanig eller overkompenserende og du har brug for at finde din værdighed frem og turde holde ved dig selv, ligemeget hvad den anden siger. Istedet for at blive hård, så prøv om du kan møde den anden med forståelse og forstå hvor i begge kommer fra og hvad der skal til for at løse situationen. Oftest kan situationer løses, men sommetider er valget også at forlade en relation, fordi man i den allerede har forladt sig selv. Det er dog vigtigt at være obs på, at man ikke går fordi man er bange for at sige sin mening, at det at gå ikke er en undvigestrategi.

IMG_6640.JPG

At lede sig selv:

Når vi bevæger os i snakken om relationer, har jeg også oplevet vigtigheden i at lede sig selv. En psykolog sagde engang til mig, at fordi jeg har mild ocd, så skal jeg ikke mærke så meget efter og at meditation og yin yoga var skidt for mig, for der ville tankerne vandes. Det var en sød omtanke, men hun kunne jo aldrig vide hvad der skete inde i mig, hun var blot en rådgiver! På det tidspunkt havde jeg lagt alt magt ud til andre og var så forvirret over hvem jeg var, at jeg ikke var i stand til at lede mig selv. Jeg lyttede ukritisk til hende, hvilket blot ledte til kaos. Da jeg begyndte at dyrke yin yoga, restorativ yoga og meditere fandt jeg et rum til at være med alt og lærte at jeg bare kunne være med det og løfte mig over det. Jeg har lært at at lede mig selv og tage ansvar for min vej og det betyder også at nogle dage aflyser jeg aftaler fordi jeg er træt, for jeg kan ikke være noget for andre hvis jeg ikke er noget for mig. Det betyder også, at jeg er min egen bedste og vigtigste ekspert og mit liv flyder, når jeg tager ejerskab og ikke ligger det ud til alle andre. Så mit eksempel med psykologen, var blot et eksempel på at alle andres råd er gode og kærlige intentioner, men du er den der ved bedst. Du er eksperten i dit liv og du må gerne sige til og fra.

Meditation & mindfulness:

Meditation og mindfulness er blevet et åndehul for mig, men det er meget vigtigt at sige, at det er ikke en eller anden lyserød sindstilstand uden tanker, vrede, frustration og kaos. Det er et tværtimod en måde at leve på og et rum til at være med tankerne uden at gå ind i dem og dømme dem og et sted, der fylder mig med ro på trods af tanker. Jeg har accepteret at mit hoved er fyldt med ideer og tanker 24-7 og derfor var det nok også så frustrerende i starten, da jeg mediterede fordi jeg troede at så ville alt blive stille. Det gør det ikke, men meditation hjælper mig med at sænke niveauet i tankerne og give mig perspektiv.

Meditation og mindfulness er ikke noget jeg gør hver dag, jeg tror ikke på at man skal gøre noget hver dag, for hvad sker der så den dag man er på ferie og man ikke har tid til det - er det så en katastrofe? Det er meget mere noget jeg bruger, hvis jeg har lyst til at blive inspireret, hvis jeg har brug for ro eller jeg mærker en kreativ drivkraft, der skal kanaliseres ud.

Spiritualitet:

Efter jeg blev mor har jeg haft brug for at tro på en højere magt, at noget højere eksisterer. At jeg er forbundet til noget. Jeg tjekker i ny og næ ind med en clairvoyant og er også trådt ind i krystallernes verden, fordi jeg var draget deraf. Jeg er draget af æstetikken og historiefortællingen. Krystaller er ikke noget der kan ændre min verden på magisk vis, men det er et energiredskab til at forstærke det sted jeg står i og det selvværd jeg arbejder med. Og så er det bare sjovt, smukt og spændende og noget der kilder i min mave.

IMAGE.JPG

Søvn:

Søvn er alfa omega for mig og det har jeg opdaget efter jeg blev mor. Min stressreaktion kom fordi jeg ikke havde sovet i et år, så jeg ved om nogen hvor vigtig søvn er. Uden søvn fungerer min hjerne ikke og jeg er ved siden af mig selv. Da jeg begyndte at sove, begyndte min hjerne at virke igen og jeg fandt mine fødder. Jeg prioriterer derfor søvn over alt og noget af det jeg arbejder mest med på mine gravid og mor baby hold er at give mødrene restorative åndehuller som supplerer den manglende søvn.

Fællesskab:

IMG_6679.JPG

Gå fra det der gør ondt! Blod er ikke tykkere, hvis familierelationer gør ondt og dræner, hvorfor så være i det? Hvis din chef er et røvhul, så gå. Din energi og du er så meget vigtigere! Dette er sagt fra en kvinde, der hele livet har pleaset andre og valgt andres behov før mine egne og det væltede jeg af. Vælg hvem der bygger dig op, er der for dig, hepper på dig og hvem der er din egen selvvalgte familie.

Det er noget af det vigtigste jeg har lært, at være ekstrem kritisk omkring hvem jeg har i mit liv og hvad de vil mig og årligt at tune ind på om det jeg har i mit liv er af de rigtige årsager. Når man har været nede og vende ved man hvem man vil have i sit liv og hvad der blot er gammel rusten loyalitet og leveregler om, at jeg burde være veninder med hende fra gymnasiet, selvom min sjæl aldrig har lyst eller plads til at finde plads i kalenderen til hende.

Måske fællesskabet ligger i nye mennesker på en stamcafe eller legepladsen, som står i det samme som dig eller dybe snakke med dine bedste venner. Omgiv dig med dem, der giver dig tryghed og kærlighed, som tør holde af dig - men som også tør udfordre dig. Sæt dig dit hold og tro på at du fortjener det bedste.

Yin yoga og restorativ yoga:

Yoga er mit åndehul og jeg har set yogaens magi på mig selv og mine klienter. Det kommer ikke af en time, men af en fast dedikeret praksis og jo langsommere en stil det er, jo mere kommer du i kontakt med dig selv, hvilket kan være skræmmende for mange. Jeg har lært at berolige mit nervesystem gennem yogaen og de passive stræk og vejrtrækningen og det er næsten magi for mig hver gang jeg ligger mig på måtten. Fem minutter er bedre end ingenting og mener du ik du har tid, så har du nok mere end brug for tid til yoga.

Det er meget vigtigt for mig at understrege, at yoga for mig aldrig har været noget jeg skal og har jeg ikke lyst, så springer jeg over. Det er noget jeg gør når jeg har lyst og det er ikke en rigid undvigestrategi, til at flygte fra det jeg dealer med, men istedet et redskab til at berolige mit nervesystem. Måske du skulle prøve en af mine workshops og se om yogaen kan skabe magi hos dig? 

Kreativ inspiration:

At fylde mig op kreativt er så vigtigt for min sjæl og især efter jeg er blevet mor og jeg behovsudskyder så meget. Inspiration er som at vande min sjæl og uden inspiration visner jeg. Jeg elsker Instagram, podcast som Astropod, The champagne Diet og Oprahs soul coversations. Damemagasiner, bøger fra Soulbooks, Flow magasiner. Alt det lækre, der avler kreativitet - du ved nok godt hvad din ting er? Jeg prioriterer at rive dage ud af kalenderen til at søge det, der nærer min kreativitet og det er i de åndehuller det nye opstår.

Noget af det jeg oplever skaber mest stagnering hos mine klienter, er at de glemmer at lege, nyde og få inspiration. At de er så optaget af at være noget for andre, at de glemmer at fylde dem selv. Jeg plejer at sige, at vi kan ikke være noget for andre, hvis vi ikke er noget for os selv. Så måske det her er en anledning til, at du gør lidt mere af det der inspirerer dig og fylder dig selv op. Det kommer til ikke blot at smitte af på dig, men også dine omgivelser.

Nu vil jeg holde søndag med min lille familie og glæde mig til Maj, der venter lige om hjørnet. Måske søndag er din dag, til at reflektere over hvad være & bæredygtighed er for dig og hvis du ikke selv kan finde ud af det, er du velkommen hos Mother, mind and heart eller til mine workshops eller til en coachingsession med mig.

Namaste & kærlighed Cille 

IMG_6695.JPG

Interview: Maj My Humaidan, om at leve fra hjertet og stå ved den man er!

Umiddelbart ville du nok tænke, at Maj My og jeg var langt fra hinanden, fordi hun bor på en ø og jeg bor i byen – og hun hjemmeskoler sine børn og jeg vælger at lade mit barn blive passet. Det var så vist også kun de få uligheder, for efter at have interviewet Maj My følte jeg, at der gik en kvinde rundt på Ærø fuldstændig magen til mig og at vi deler fuldstændig samme grundholdninger til livet. Vi er begge gift med en skøn musiker, vi er begge akademikere med en udlængsel efter en større mening og frihed, vi er begge firserbørn, vi er begge fortalere for aktive valg og vi er begge enige om at være noget for sig selv, så man kan være noget for andre. Vigtigst af alt er vi begge passionerede kvinder med en appetit på livet og et enormt behov for frihed til at leve det liv vi ønsker os. Ikke det liv andre definerer for os, men det liv vi ønsker at leve. Hvis du er nysgerrig på Mother, mind and heart er du sikkert også fascineret af Maj My, god læselyst!

Af Cille Veje

MajMy_CamillaJorvadPhoto-16-683x1024.jpg

1.Hej Maj My, vil du introducere dig selv for Mother, mind and hearts følgere? 

Jeg hedder Maj My Humaidan, og jeg bor på Ærø med min mand, Kristian, og vores fire børn, som er 10, 6, 6 og 3 år. Jeg er oprindeligt uddannet journalist, og har altid formidlet. I knap tre år har jeg skrevet min blog, majmy.dk, hvor jeg deler både hverdagsfortællinger fra et alternativt familieliv, og skriver samfundskritiske artikler, ligesom jeg også skriver faste klummer og kronikker. Jeg holder foredrag, workshops, og laver 1:1 forløb, alt sammen med det ønske inspirere og støtte andre til at skabe en hverdag, som afspejler deres værdier.

Kernen i vores familieliv er det frie og nærværende samvær, og vi har vores fire børn hjemme hver dag, også dem i skolealderen. Derudover har både Kristian og jeg et stort behov for at skabe og inspirere, så vi arbejder en del ved siden af. Kristian har levet af at lave sin egen musik, siden han var ung, men de senere år har han været mere tiltrukket af sin store grøntsagshave og vores familieliv. For tiden arbejder vi målrettet på at lave nogle forløb sammen han og jeg for familier, par, mænd og kvinder. En sommerlejr for familier og et længeværende forløb for voksne, er helt konkret på tegnebrættet.

 2. Du har valgt at bo på Ærø og leve af din og din mands kreative og intuitive tilgang til livet? Vil du fortælle om den beslutning og hvordan det hænger sammen for Jer?

 Vi flyttede til Ærø for fire år siden, fordi vi oplevede, at her var et sted, hvor vi selv kunne få lov til at skabe vores hverdag, uden skulle passes ned i en række kasser, som ikke harmonerer med vores drømme. Vi bor ude på landet med en masse plads omkring, og det har været godt for os at komme langt væk fra de verserende samfundsnormer. Det har styrket os i at stå ved vores indre værdier og tage stilling til, hvordan vi vil leve vores liv.

Både Kristian og jeg har altid kommunikeret. Faktisk har vi begge gået på journalistuddannelsen i Aarhus, men Kristian droppede ud halvvejs, da han begyndte at kunne leve af sin musik. Ingen af os er bange for at vælge alternative veje, og det falder helt naturligt, at vi nu lever af at støtte og guide andre i deres rejser gennem livet. I en årrække har vi levet af at afholde forløb for unge udsatte, og da samarbejdet med kommunerne som ekstern udbyder i disse år bliver sværere, blev vi heldigvis tvunget til at ransage os selv og afklare vores ønsker og muligheder. Heldigvis, fordi det gav os incitament til at søge nye veje, som bedre afspejler, hvor vi tror, vi kan gøre den største forskel nu. I den tid, jeg har skrevet min blog, har jeg helt naturligt guidet og været sparringspartner for de mange hundrede kvinder, som har skrevet til mig, og da jeg sidste år begyndte at holde foredrag, sådan for alvor, gav det pludselig sig selv. Jeg mærkede, at min primære opgave nu ville være at følge med, forholde mig åben og have tillid.

Skærmbillede 2019-03-04 kl. 21.10.18.png

3.  Vil du introducere os for dine tanker om samfundet anno 2019? 

Jeg oplever vores tid som fuld af håb og opblomstring. I denne krisens time aner vi morgengryet, for et det ikke netop, hvad mørket symboliserer: Overgangen til noget nyt og bedre?

Vi har forvildet os så langt væk fra vores natur, at mange ikke kan mærke sig selv og deres værdier; vi kan ikke magte at være sammen med vores børn, er stressede, deprimerede, angste, ensomme og ramt af eksistentiel tvivl. Vores jordklode kalder på hjælp, og vi føler os magtesløse. Og alligevel, uanset hvor jeg ser hen, bobler det frem med de smukkeste stemmer, stemninger og energier. Kvindernes visdom er endelig ved at vinde indpas, både i mændenes og kvindernes indre liv, og lidt for lidt ser jeg omkring mig, hvordan vi træder ind i vores følsomhed, styrke og kreativitet. Jeg ser, at flere og flere tager sig tid til at mærke efter - enten tvunget til det af stress eller simpelthen fordi de oplever en dissonans mellem det, de mærker indeni, og det liv de lever. Vi begynder at stille spørgsmålstegn ved den måde, vi tænker på succes, ved vores måde at være familie på og ved vores tilgang til hinanden. Metoo, Omsorgsrevolutionen, den store bevægelse af stemmer, som taler om balance fremfor kapitalisme: Alt sammen peger på, at der er lys forude. Men krisen er her endnu; vi er vældig polariserede, Trump bygger en mur, vores politikere herhjemme lyver uden at blinke, og ingen af os magter at tage klimakrisen på vores skuldre uden kollektiv indsats.

Derfor mener jeg, at vores bedste bidrag som individer til at skabe en mere harmonisk og levedygtig verden, er at starte med os selv. Det lyder så simpelt, men er i virkeligheden den sværeste opgave af dem alle: At se indad og tage ansvar ved at handle på det, vi mærker fra hjertet.

4.  Du er måske ubevidst blevet fortaler for hjemmeskoling, men jeg tænker også det er et aktivt valg, da det ræssonerer med din sjæl. Hvorfor hjemmeskoler du dine børn? Og vil du fortælle lidt om hvordan det fungerer i praksis til dem, der er inspireret deraf. 

Det er et meget bevidst valg for mig at være fortaler for de ting, jeg tror på, samtidig med at jeg ikke tror, der er noget alternativ for mig. Jeg har ofte ønsket, at jeg kunne være stille og anonym, men vi har alle et formål i dette liv, og mit er at formidle, så det er, hvad jeg gør. Hjemmeundervisningen kommer sig naturligvis af flere ting. Jeg mener ganske enkelt ikke, at vores skoler er ambitiøse nok, som de er. Jo, ganske få, og jeg er overbevist om, at der kommer flere af den nye, ærlige slags, men generelt er jeg nedslået over kvaliteten af vores skoler. Den nulfejlskultur, som er blevet så dominerende, er efter min overbevisning dræbende for enhver kreativitet, og de høje klassekvotienter parret med lærernes arbejdspres og ikke mindst de formelle krav til læringsplaner, er efter min mening ikke foreneligt med de følsomme og innovative mennesker, som vores planet og kultur så desperat har behov for.Derudover har Kristian og jeg helt grundlæggende et ønske om at bruge så meget tid som muligt sammen med vores børn, og vi er også nået så langt i afklaringen af vores værdier, at netop muligheden for at leve, som vi gør, er vigtigere for os end noget andet. Det vil sige, at vi ultimativt ville sælge vores hus uden at blinke, og flytte i noget billigere, hvis det blev nødvendigt.

Jeg gik selv i folkeskole i ti år, og må konstatere, at jeg ikke tog overvældende meget konkret viden med mig videre, og at de evner og kundskaber, som jeg sætter størst pris på i mit liv nu, ikke blev understøttet optimalt i skolen. Derudover, og det mener jeg, er langt det væsentligste, var det heller ikke i min skoletid, at min fornemmelse for, hvem jeg er, hvad jeg ønsker, og hvordan jeg når længst med mine drømme, blev næret, så det har jeg skullet tage vare på og afklare langt senere. Spild af tid, frustration, tvivl og muligheder, hvis du spørger mig.

Når det er sagt, så mener jeg oprigtigt talt ikke, at hjemmeskolelivet er for alle, men jeg er derimod meget opsat på at være med til at inspirere til en anden slags skole. Jeg mener i al beskedenhed, at vores skoleform ville have godt af at blive hældt ud med badevandet og gentænkt fra a-å. Ud med alle de forældede, arbitrære forestillinger om indlæring, socialisering, ensretning og ind med frihed, kreativitet, dannelse, omsorg og nærvær. Ud med énvejslæring fra stor til lille og ind med gensidig respekt og autonomi. Ind med yoga og meditation og væk med karakterer og årgange.

Skærmbillede 2019-03-04 kl. 21.05.26.png

 5.  Du er fortaler for aktive valg - vil du definere det og forklare lidt herom? 

 Jeg mener, at vi for at leve et fyldestgørende, meningsfuldt liv er nødt til at se os selv og vores liv i øjnene og tage ejerskab over det. Er det, vi tilbringer vores timer, dage, uger og år på de ting, vi helst vil investere i, eller er der en ubalance tilstede? Med aktive valg mener jeg ikke alternative valg, jeg mener blot, at uanset hvor gennemsnitligt man trives med at leve, er trivsel netop kodeordet, og for at føle trivsel vil de fleste af os være nødt til at tage stilling til, hvad vi bruger vores liv på. ”Ser jeg min veninde, fordi det nærer og inspirerer mig, eller ser jeg hende udelukkende, fordi det er svært for mig at sige fra?” Den slags. Det er ubeskriveligt befriende at vælge sit eget liv, uanset hvad man vælger.

 6.  Det aktive valg handler for mig om at mærke sin sjæl og kerne og navigere derudfra, hvordan vil du definere det aktive valg i forbindelse med moderskabet?

Omtrent som du gør det: At vi hver især tager stilling til, hvordan moderskabet ræsonnerer bedst i os. Ikke nemmest, ikke nødvendigvis altid gladest – men mest meningsfuldt. Jeg har selv truffet valg undervejs i mit moderskab, som jeg traf, fordi andre gjorde det samme, uagtet at det føltes forkert for mig. Men jeg havde måske ikke modet til at vælge en anden vej fra starten, og jeg var samtidig meget præget af en forestilling om, at skulle have succes på alle parametre: Dvs. Professionelt, socialt og familiært. Det var altså ikke tiltrækkeligt at være en nærværende mor, jeg ville også have et fremragende arbejde og dyrke mit netværk i omtrent samme grad, som før jeg blev mor.

Jeg ville ønske, at jeg igennem min opvækst i vores kultur, var blevet eksponeret for tanken om, at et familieliv kan se ud på uendeligt mange måder OG, ikke mindst, at det ikke bør være en ambition at fortsætte livet omtrent som før, når man bliver mor. Nærmest tværtimod. - Maj My Humaidan

 7.  Du holder en række retreats med fokus på feminin energi og mærke sig selv. Hvordan kan vi kvinder arbejde med den feminine energi i vores liv?

 Den feminine energi findes i vores kreative udtryk, i vores omsorg for hinanden, os selv og vores børn og i vores medfødte (men ikke nødvendigvis aktive) intuition. Jeg oplever, at den feminine energi er iboende alle, men ofte er bedre repræsenteret i kvinder. Den bevidsthedsudvidelse som vi lever midt i - denne tid hvor alle løgne vil frem, og moderens stemme taler tydeligere end måske nogensinde før - stammer fra denne visdom, Sofia-visdommen, som vi kvinder har adgang til. Jeg forsøger at udtrykke mig fra min feminine energi, hvad end jeg holder foredrag for 50 mænd, eller er sammen med mine børn. Men jeg har meget at lære endnu.

 8.  I bund og grund handler det vel om at være lige præcis den mor man er og vælge det der føles rigtigt for en selv. Hvordan mærker man sin egen kerne i et samfund der er fyldt med diskurser og spejle overalt?

 Jeg har faktisk netop lavet en podcast om præcis det: At øve sig i at identificere og blive fortrolig med sine egne kerneværdier og skabe et liv ud fra dem. Jeg tror, det handler om bevidsthed og selvkærlighed. Det handler om at sige ja til de aktiviteter og mennesker, som giver plads til, at du er dig selv, og det handler om at opbygge din respekt for dine egne valg ved ganske enkelt at lære at stole på, at det dit hjerte fortæller dig, er sandheden. Ingen har den universelle sandhed, og ydmyghed er den største dyd af alle, men det er ikke desto mindre vigtigt, at vi står i vores valg, og står i vores lys, så vi kan komme ud og lyse i verden.

 9.  Hvordan finder du alenetid til dig i en hverdag med børn hjemme?

 Jeg er meget opmærksom på kun meget sjældent at have aftaler om aftenen. Jeg taler aldrig i telefon, når mine børn sover, og planlægger min aften, så jeg ikke ender med at sidde og spilde en time eller to på noget, der ikke gør mig enten glad eller stolt. Mit behov for alenetid som sensitiv og delvist introvert menneske er ikke til at undertrykke, men der er sket en stor udvikling på det felt, siden mine fire børn kom ud af deres institutioner for to år siden. Nu bliver jeg næret, inspireret og aktiveret i samværet med dem, hvor jeg før følte, at jeg skulle være alene for at lade op og komme til udtryk. Derfor søger jeg ikke så meget alenetid i dagtimerne, men kan fint trives med ro og indadvendthed om aftenen.

Skærmbillede 2019-03-04 kl. 21.10.03.png

Er du mere nysgerrig på Maj My, kan du følge hendes verden på bloggen https://majmy.dk. Hun har også lavet en meget dejlig podcast, som jeg selv glæder mig til at nyde en søndag sammen med en god kop the og en alenestund.