Cilleveje

Inspiration til et holistisk, realistisk og selvkærligt liv

Forleden var jeg på et shoot, hvor make up damen sagde til mig at jeg havde smukke øjne med meget liv i. Jeg blev så glad, for for et par år siden var det et par triste og trætte morøjne og jeg har lært at øjnene er sjælens spejl.

Jeg har brugt de sidste år på at bygge mig op igen og dette med inspiration i et helt nyt holistisk udgangspunkt. Jeg har altid troet at hvis bare min hjerne fungerede, så var alt i orden. Jeg troede jeg bare kunne proppe kalenderen fyldt 24-7 flere uger i træk med store arbejdsprojekter, hælde spandevis af kaffe i mig, gå rundt med dårlig mave og hovedpine, sove når jeg blev gammel og rulle på insta 24.7.

IMG_6692.JPG

Jeg har lært at dette er ikke en livsstil der ræssonerer med hvordan at jeg vil leve og at jeg har haft brug for at implementere en mere bæredygtig og ikke mindst væredygtig måde at leve på. Det handler ikke om stramme leveregler & fanatiske tiltag, men om logik, om sund fornuft og om noget så simpelt og så alligevel så svært: selvkærlighed.

Simpelthen, hvad fodrer min sjæl, mit hoved og min krop. Hvad gør, at jeg har det godt! På min rejse har jeg fundet en kærlighed for økologiske beauty produkter, spiritualitet, gode relationer, vigtigheden af at fodre min hjerne med kreativitet og nydelsen af alt fra orgasmer til kreativitet, samtaler og gode grin.

Dette er på ingen måde en guide med 10 tips til en bedre hverdag, istedet er det en antiguide som inspirerer dig til at plukke det, der inspirerer dig, men som måske kunne give dig en aha oplevelse i forhold til hvad du kan skrue op for i dit liv og hvad du har brug for at parkere.

Bær dig selv på en værdig måde:

At gå op i sig selv er velvære! At tage en smuk kjole på, en rød læbestift og at løfte skuldrene og sige jeg er smuk ligesom jeg er og jeg tør vise verden det, på trods af jeg ikke ligner eller er som alle andre. Jeg gør mig smuk hver morgen, for mig selv. For at gå ud i verden og eje mig. Jeg tror på kvalitet og at tage stilling til det vi fylder os med indvendigt og udvendigt, derfor bruger jeg fx Rudolp Care og Whamisa produkter, køber bæredygtigt som Hunkøn og Ganni og sælger mit tøj i second hand shops som Tu a Tu før jeg køber noget nyt. Kvalitet koster og en top til 100 kr, kan du næsten regne ud hvordan er produceret og at det ikke ræssonerer med bæredygtighed eller væredygtighed. Jeg vil vide som forbruger, at der er taget stilling til det jeg putter på og i min krop og at menneskene, der har produceret det, har ordentlige forhold.

Efter at have arbejdet med sæsoner i modebranchen tror jeg ikke på 4 årlige sæsoner, jeg tror på at købe gode stykker tøj til resten af livet og derfor er jeg også inspireret af minimalisternes stil med 30 gode stykker tøj i hele min garderobe, som holder indtil de falder fra hinanden. Tager du stilling til det du putter i og på dig og din smukke mor krop?

25-30 timers arbejdsuge:

Jeg tror på 25-30 ugers arbejdsdage og jeg tror ikke på at sidde på et kontor fast eller at vi skal få kreative ideer mellem 8-17. Det er hæmmende for kreativiteten og for et menneske. Jeg tror på at hvis vi skruer op for bæredygtigheden og arbejder på at minimere stressen hos den enkelte, så skruer vi op for velfærden på arbejdsmarkedet og dermed effektiviteten og dermed samfundshjulene. Derfor mener jeg også, at vi skal kunne sige til vores chef, at vi vil have en fast hjemme arbejdsdag og der skal være plads til fleksibilitet - især som mor, hvor vi er konstant på og det at komme hjem fra job ikke er at holde fri. Alle med små børn ved, at når man kommer hjem fortsætter dagens rytme lige indtil man ligger hovedet på puden.

Personligt har jeg erfaret at min kreativitet stimuleres bedst når jeg giver min hjerne ro. Når jeg i ny og næ slukker telefonen, tager på impulsiv tur, går en tur i naturen eller tager et varmt bad. Derfor er det også logik for mig som kreativ, at jeg ikke kan producere eller være effektiv i mit job, hvis der ik er pauser. Pauser er essentielle og det at sidde og stirre ud i luften er velvære og en energiopladning for mig.

En anden erfaring jeg har gjort mig og et sted, hvor mine klienter oplever trivsel, er når de opdager at ingen andre end dem selv har nøglen til deres liv. At det ikke er vores chefs skyld vi er triste, vores børns skyld vi er trætte eller vores venindes skyld at vi ikke hygger os i hendes selskab. Det er vores egen skyld og det er vores eget ansvar at sige fra og til og skalere op og ned. Ofte tør vi ikke sige til og fra, fordi vi er bange for at gøre andre kede af det eller det får store konsekvenser, men det må vi tage med og så længe vi forklarer fra et sagligt, kærligt og fornuftigt grundlag hvor vi bliver hjemme hos os selv, så forstår de andre oftest vores valg.

IMG_6443.JPG

Ligeværdige relationer :

Ligeværd er noget af det som jeg har lært er allervigtigst når du møder en læge, terapeut, psykolog, partner, chef og veninde og dit barn. Ja faktisk i alle relationer! Jeg har erfaret at selvom jeg sidder over en person som er 30 år ældre end mig eller meget mere kompetent på en felt, så er vi stadig ligeværdige i udgangspunktet og skal være nysgerrige på hinanden.

I coachingbranchen tales ofte om at løfte sig over klienten eller holde rummet. Jeg tror på et ligeværdigt rum, hvor dem der er overfor mig føler genkendelse, empati og nysgerrighed og jeg forventer at blive mødt med samme tilgang. Det har taget mig lang tid at forstå, at jeg sagtens kan være sød, åben og rummende, men have grænser og sige til og fra hvis de overskrides - og på samme måde navigerer jeg i mit moderskab. Med åbenhed, nysgerrighed, kærlighed og faste rammer.

Måske du kan mærke du er i nogle relationer, hvor du er underdanig eller overkompenserende og du har brug for at finde din værdighed frem og turde holde ved dig selv, ligemeget hvad den anden siger. Istedet for at blive hård, så prøv om du kan møde den anden med forståelse og forstå hvor i begge kommer fra og hvad der skal til for at løse situationen. Oftest kan situationer løses, men sommetider er valget også at forlade en relation, fordi man i den allerede har forladt sig selv. Det er dog vigtigt at være obs på, at man ikke går fordi man er bange for at sige sin mening, at det at gå ikke er en undvigestrategi.

IMG_6640.JPG

At lede sig selv:

Når vi bevæger os i snakken om relationer, har jeg også oplevet vigtigheden i at lede sig selv. En psykolog sagde engang til mig, at fordi jeg har mild ocd, så skal jeg ikke mærke så meget efter og at meditation og yin yoga var skidt for mig, for der ville tankerne vandes. Det var en sød omtanke, men hun kunne jo aldrig vide hvad der skete inde i mig, hun var blot en rådgiver! På det tidspunkt havde jeg lagt alt magt ud til andre og var så forvirret over hvem jeg var, at jeg ikke var i stand til at lede mig selv. Jeg lyttede ukritisk til hende, hvilket blot ledte til kaos. Da jeg begyndte at dyrke yin yoga, restorativ yoga og meditere fandt jeg et rum til at være med alt og lærte at jeg bare kunne være med det og løfte mig over det. Jeg har lært at at lede mig selv og tage ansvar for min vej og det betyder også at nogle dage aflyser jeg aftaler fordi jeg er træt, for jeg kan ikke være noget for andre hvis jeg ikke er noget for mig. Det betyder også, at jeg er min egen bedste og vigtigste ekspert og mit liv flyder, når jeg tager ejerskab og ikke ligger det ud til alle andre. Så mit eksempel med psykologen, var blot et eksempel på at alle andres råd er gode og kærlige intentioner, men du er den der ved bedst. Du er eksperten i dit liv og du må gerne sige til og fra.

Meditation & mindfulness:

Meditation og mindfulness er blevet et åndehul for mig, men det er meget vigtigt at sige, at det er ikke en eller anden lyserød sindstilstand uden tanker, vrede, frustration og kaos. Det er et tværtimod en måde at leve på og et rum til at være med tankerne uden at gå ind i dem og dømme dem og et sted, der fylder mig med ro på trods af tanker. Jeg har accepteret at mit hoved er fyldt med ideer og tanker 24-7 og derfor var det nok også så frustrerende i starten, da jeg mediterede fordi jeg troede at så ville alt blive stille. Det gør det ikke, men meditation hjælper mig med at sænke niveauet i tankerne og give mig perspektiv.

Meditation og mindfulness er ikke noget jeg gør hver dag, jeg tror ikke på at man skal gøre noget hver dag, for hvad sker der så den dag man er på ferie og man ikke har tid til det - er det så en katastrofe? Det er meget mere noget jeg bruger, hvis jeg har lyst til at blive inspireret, hvis jeg har brug for ro eller jeg mærker en kreativ drivkraft, der skal kanaliseres ud.

Spiritualitet:

Efter jeg blev mor har jeg haft brug for at tro på en højere magt, at noget højere eksisterer. At jeg er forbundet til noget. Jeg tjekker i ny og næ ind med en clairvoyant og er også trådt ind i krystallernes verden, fordi jeg var draget deraf. Jeg er draget af æstetikken og historiefortællingen. Krystaller er ikke noget der kan ændre min verden på magisk vis, men det er et energiredskab til at forstærke det sted jeg står i og det selvværd jeg arbejder med. Og så er det bare sjovt, smukt og spændende og noget der kilder i min mave.

IMAGE.JPG

Søvn:

Søvn er alfa omega for mig og det har jeg opdaget efter jeg blev mor. Min stressreaktion kom fordi jeg ikke havde sovet i et år, så jeg ved om nogen hvor vigtig søvn er. Uden søvn fungerer min hjerne ikke og jeg er ved siden af mig selv. Da jeg begyndte at sove, begyndte min hjerne at virke igen og jeg fandt mine fødder. Jeg prioriterer derfor søvn over alt og noget af det jeg arbejder mest med på mine gravid og mor baby hold er at give mødrene restorative åndehuller som supplerer den manglende søvn.

Fællesskab:

IMG_6679.JPG

Gå fra det der gør ondt! Blod er ikke tykkere, hvis familierelationer gør ondt og dræner, hvorfor så være i det? Hvis din chef er et røvhul, så gå. Din energi og du er så meget vigtigere! Dette er sagt fra en kvinde, der hele livet har pleaset andre og valgt andres behov før mine egne og det væltede jeg af. Vælg hvem der bygger dig op, er der for dig, hepper på dig og hvem der er din egen selvvalgte familie.

Det er noget af det vigtigste jeg har lært, at være ekstrem kritisk omkring hvem jeg har i mit liv og hvad de vil mig og årligt at tune ind på om det jeg har i mit liv er af de rigtige årsager. Når man har været nede og vende ved man hvem man vil have i sit liv og hvad der blot er gammel rusten loyalitet og leveregler om, at jeg burde være veninder med hende fra gymnasiet, selvom min sjæl aldrig har lyst eller plads til at finde plads i kalenderen til hende.

Måske fællesskabet ligger i nye mennesker på en stamcafe eller legepladsen, som står i det samme som dig eller dybe snakke med dine bedste venner. Omgiv dig med dem, der giver dig tryghed og kærlighed, som tør holde af dig - men som også tør udfordre dig. Sæt dig dit hold og tro på at du fortjener det bedste.

Yin yoga og restorativ yoga:

Yoga er mit åndehul og jeg har set yogaens magi på mig selv og mine klienter. Det kommer ikke af en time, men af en fast dedikeret praksis og jo langsommere en stil det er, jo mere kommer du i kontakt med dig selv, hvilket kan være skræmmende for mange. Jeg har lært at berolige mit nervesystem gennem yogaen og de passive stræk og vejrtrækningen og det er næsten magi for mig hver gang jeg ligger mig på måtten. Fem minutter er bedre end ingenting og mener du ik du har tid, så har du nok mere end brug for tid til yoga.

Det er meget vigtigt for mig at understrege, at yoga for mig aldrig har været noget jeg skal og har jeg ikke lyst, så springer jeg over. Det er noget jeg gør når jeg har lyst og det er ikke en rigid undvigestrategi, til at flygte fra det jeg dealer med, men istedet et redskab til at berolige mit nervesystem. Måske du skulle prøve en af mine workshops og se om yogaen kan skabe magi hos dig? 

Kreativ inspiration:

At fylde mig op kreativt er så vigtigt for min sjæl og især efter jeg er blevet mor og jeg behovsudskyder så meget. Inspiration er som at vande min sjæl og uden inspiration visner jeg. Jeg elsker Instagram, podcast som Astropod, The champagne Diet og Oprahs soul coversations. Damemagasiner, bøger fra Soulbooks, Flow magasiner. Alt det lækre, der avler kreativitet - du ved nok godt hvad din ting er? Jeg prioriterer at rive dage ud af kalenderen til at søge det, der nærer min kreativitet og det er i de åndehuller det nye opstår.

Noget af det jeg oplever skaber mest stagnering hos mine klienter, er at de glemmer at lege, nyde og få inspiration. At de er så optaget af at være noget for andre, at de glemmer at fylde dem selv. Jeg plejer at sige, at vi kan ikke være noget for andre, hvis vi ikke er noget for os selv. Så måske det her er en anledning til, at du gør lidt mere af det der inspirerer dig og fylder dig selv op. Det kommer til ikke blot at smitte af på dig, men også dine omgivelser.

Nu vil jeg holde søndag med min lille familie og glæde mig til Maj, der venter lige om hjørnet. Måske søndag er din dag, til at reflektere over hvad være & bæredygtighed er for dig og hvis du ikke selv kan finde ud af det, er du velkommen hos Mother, mind and heart eller til mine workshops eller til en coachingsession med mig.

Namaste & kærlighed Cille 

IMG_6695.JPG

Et holistisk perspektiv på at blive gravid

Opstarten på moderskabet er en sårbar tid og specielt når du oplever at kroppen ikke vil det som du ønsker den skal. At have et brændende ønske om at få en baby – hvad enten det er med dig selv eller med din partner, men ikke være i stand til at få det, kan skabe en enorm afmagt og frustration.

Mens du gennemgår fertilitetsbehandling i enten det private eller offentlige er det vigtigt, at du forstår at du ikke er magtesløs selvom din krop ikke vil det du ønsker den skal lige nu. Du er nu i et sted, hvor du på en gang får hjælp udefra, men på samme tid kan gøre dit for at give din krop, sind og sjæl den hvile, ro og robusthed, som den har brug for i en tid hvor foranderlighed, uvished og magtesløshed er i højsædet. I en sådan proces handler det om at reducere alt stress og passe på dig, så ligenu må selvkærlighed være en prioritet. Har du ikke prøvet at passe på dig selv før, så giver vi dig her en række kærlige og inspirerende råd.

Vi har taget en snak med aspirerende holistisk mentor, Kathrine Bach, for at få hendes know how om vitaminer, yoga, natur og parforhold. Kathrine har også åbnet op for sin egen historie om at være i fertilitetsbehandling og den sårbare tid det har været for hende, før hun stod med sine to smukke babyer.

antioxidant-beverage-blended-1328887.jpg

At starte i fertilitetsbehandling

I Danmark er hver 12. født ved hjælp af fertilitetsbehandling og 16-26 procent af alle dem, der ønsker at blive gravide oplever udfordringer. At starte i fertilitetsbehandling er for de fleste en kontrastfyldt og stressende oplevelse. Man har måske været igang med projekt baby i lang tid, uden at det har givet de to ønskede streger. Det kan være en lettelse, at blive taget i hånden af en fagperson og muligvis også finde årsagen til den udeblevne graviditet. Uanset er det at stå midt i usikkerheden omkring sin måske største drøm en stor belastning, og det kan føles som et gigantisk kontroltab. At opleve at skulle lægge sit liv, sin krop og sine største drømme i hænderne på nogle fremmede mennesker i hvide kitler er skræmmende, men det er ikke det eneste du kan gøre og derfor bringer vi dig Kathrines historie som inspiration.

Kathrines rejse mod en baby

Hej Kathrine - vil du dele din sårbare rejse mod at blive mor?

Jeg har selv fået begge mine piger ved ICSI behandling. En reagensglasbehandling, hvor en udvalgt sædcelle mikroinsemineres direkte i ægget. For at nå dertil sættes man som kvinde i behandling med hormoner, der gør, at man producerer mange flere æg end det ene, der normalt frigives i hver cyklus. De bliver så taget ud med en forbandet stor kanyle og ta daaa. Befrugtningen kan finde sted. Min historie er som mange andres spækket med op og nedture, og jeg ved om nogen, hvad det kan skabe af stressbelastning at nå dertil. Man lægger en plan: Vi bliver forelskede, vi flytter sammen, vi bliver gift og... går i fertilitetsbehandling. Det var ikke helt sådan drømmen lød, eller helt det far, mor og børn scenarie man legede, da man var lille.

Grunden til at vi endte i behandling, var i første omgang min mand Renés dårlige sædkvalitet. Efter vores yngste datters fødsel, der endte i akut kejsersnit, fandt vi ud af, at jeg har sygdommen endometriose, der også besværliggør en graviditet. Med to så store fertilitetsudfordringer er vi vanvittigt taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre at få to børn. Det har dog på ingen måde været en let vej fra vores ønske, til at vi nu er den skønneste familie på fire. Vi oplevede nogle af vores livs mest voldsomme kriser, mens vi var i behandlingssystemet. Til at starte med var vi ekstremt nervøse for at René havde testikelkræft pga den lave sædkvalitet. Det var heldigvis ikke var tilfældet, og vi kom i behandling. Jeg blev fyldt med kunstige hormoner, og fik taget rigtig mange æg ud, men ingen af dem blev til befrugtede æg, hvor cellerne delte sig. Efter den sørgelige melding stod jeg tilbage med en mave, der lignede en gravids, fordi jeg blev overstimuleret af hormonerne. Jeg endte med at blive indlagt i tre døgn med drop ostemadder og earl grey på Thisted Sygehus, fordi min bughule var fyldt med væske, der smertede til jeg kastede op og besvimede.

Det var nedtur på den helt onde måde. Jeg oplevede for første gang reel dødsangst og var meget usikker på, om vi nogensinde ville blive forældre. Heldigvis lykkedes det at blive gravide efter endnu et mislykket forsøg, og vi var flying high og kunne ikke forstå vores lykke. Vi var også så heldige at få en blastocyst, som er det udviklingstrin et embryon når efter 5-6 dage, på køl ude på Hvidovre Hospital. Der lå det i to et halvt år, til vi valgte at få det tøet op og lagt tilbage i livmoderen igen. Mellem de to graviditeter gennemgik jeg to operationer i underlivet, for at gøre min livmoder klar til at bære et barn. Inden ægoplægningen tog jeg en måned ud af kalenderen, alene for at forberede mig mentalt og fysisk på den skelsættende dag.

Det jeg vil illustrere med min personlige historie er, at en fertilitetsproces sjældent er lineær og at man sjældent kan planlægge og forudsige udkommet af de forskellige protokoller. Rigtig mange ting er ude af ens hænder. Og det kan være kilde til voldsom magtesløshed og frustration.

Heldigvis er der også en hel række ting, man selv kan gøre for at gennemgå en så naturlig, stressreduceret og positiv behandlingsprocess som muligt. Nogle af de ting vil jeg overordnet komme ind på i det følgende:

aroma-aromatic-bowls-674483.jpg

Ro på nervesystemet

En ekstrem vigtig faktor i fertilitetsprocessen er, så vidt muligt, at få ro på nervesystemet. Praktiser alle de mentale (og fysiske) øvelser, der gør det muligt at rykke fra det sympatiske nervesytem (dit kamp/flugt system) til det parasympatiske nervesystem (dit ro/hvile system). Kroppen er så snedigt indrettet at, hvis vi oplever stress, vil kroppen nedprioritere alt det, der har med reproduktion at gøre. Virkelig smart, hvis vi skal løbe fra en sulten tiger, men knap så smart, hvis vi ønsker at blive gravide. Al stressreduktion står derfor øverst på listen. Din krop skal føle sig tryg og vide at den har ressourcerne til at gennemføre en graviditet. Så giv den de bedste forudsætninger med masser af hvile, god mad og bevægelse.

Søvn

Vigtigst af alt: SØVN SØVN SØVN. Det er en kæmpe opgave for både krop og sind at gå igennem fertilitetsbehandling, og du har brug for al den energi, du kan mønstre. Det kan være svært at finde ro og falde i søvn, når tankerne kører, du er måske fyldt med kunstige hormoner, du venter på prøvesvar, skal testes eller have lagt æg tilbage. Prøv alligevel at lægge dig tidligt under dynen. Dryp evt et par dråber lavendelolie på din hovedpude, tag et varmt bad og lyt til en guidet meditation.

Tillid

Vid med dig selv, helt dybt i hjertet at: ‘Det hele skal nok gå’. En effektiv og beroligende sætning, der kan gøre mirakler for oplevelsen af kontroltab. Du skal nok opnå at blive gravid og blive forældre til din helt egen guldklump. Statistisk set ender de fleste heldigvis med at blive gravide på den ene eller anden måde. Hav tillid til dig selv, din krop og til processen. Overgiv dig til det sted du er lige nu.

Visualisering, meditation, positiv tænkning & mantraer

Visualiser dig selv som gravid, som mor. Mærk følelsen i hele kroppen. Tal til dit barn og lad det vide, at du er klar til at modtage det. Ja, det virker lidt langhåret, men det virker, og det skaber fokus på det positive mål og forbinder dig med dig selv og den sjæl, der venter på at blive født.

Anvend positiv tænkning. Din krop er magisk og vidunderlig. Den skal til at skabe det største mirakel nogensinde. Visualiser dig selv som stærk og vital. Fyldt med overskud og energi. Husk naturligvis også, at det er helt ok at have det skidt og give udtryk for det, når det er det, du har brug for. Du kan evt skrive dit eget positive mantra ned, hænge det op og tage det med dig i tasken, så du bliver mindet om din styrke og dine ønsker i løbet af dagen.

Hovedet kan spinne ud af kontrol, når kroppen flyder over af hormoner, træthed og tanker om alle de ubekendte faktorer, der fylder lige nu. Her har jeg selv haft kæmpe gavn af at lytte til guidede meditationer (prøv evt dem som Mother, mind & heart har lavet) - både de helt klassiske meditationer, men også deciderede fertilitetsmeditationer. De giver en pause til både hoved og krop, hvor tiden står stille, og man bare kan give sig selv lov til at fokusere, nyde og slappe af.

Hav for øje, at alle de metoder jeg lister op her og i det kommende, er ting du kan plukke af, når du har behov for det. De må endelig ikke blive endnu ti punkter på en overfyldt to do liste, der kan stresse og give følelse af skyld. Husk at hvor meget yoga du end dyrker, sund kost du spiser og visualiseringer du udfører, vil der være dage, hvor alt er sort og leverpostej og intet giver mening, uanset hvor mange dybe vejrtrækninger du tager. Det er pissehamrende hårdt fysisk og psykisk at være lige der. Midt i uvisheden og på mange måder ensomheden, fordi de færreste forstår, hvad det vil sige.

Derfor. Slå i en pude, spis den pose bland-selv-slik eller drik den øl, hvis det er det, der giver dig trøst eller forløsning lige der. Vi er ikke perfekte og det er fertilitetsbehandlingen heller ikke. Jeg husker selv, at jeg i en lang periode, på ingen måde havde lyst til at forlade min lille kuppel af en lejlighed. Bevidstheden om, at jeg ville støde ind i horder af smilende mødre med barnevogne på Værnedamsvej var for smertefuldt. Ja, jeg havde faktisk svært ved at gå i Føtex uden at fælde en tåre i frustration og afmagt, når jeg igen handlede ind til middag for to - uden børn. Al fokus var på den familie jeg manglede og ønskede mig så brændende. Så en aften tog min mand og jeg til impulsiv fest med bobler og dans på bordene til langt ud på morgenen. Det var vidunderligt at mærke kroppen som andet end hormonforstyrret babyproduktionsmaskine. Jeg fik en pause fra de kværnende tanker og mærkede at jeg og livet var andet og mere end hormonindsprøjtninger, fertilitetsoptimeringer, indlæggelser og tudeture. Det jeg mener er. Lyt til dig selv og din krop og mærk efter. Virkelig efter. Hvad er det du har brug for lige nu. Er det en lur på sofaen og en grøn juice eller er det lambadadans og diskolys til solen står op.

business-chinese-container-165228.jpg

Kost & kosttilskud

Det vigtigste for din fertilitet er de ting du gør regelmæssigt, hver eneste dag. Her hører nærende mad og drikke i den grad under. Det er egentlig ganske simpelt. Din krop har brug for en bred vifte af næringsstoffer for at danne sunde æg, sundt blod, tilstrækkeligt med hormoner og ikke mindst skabe et foster. Du har brug for at oparbejde et solidt lager, som din krop kan tære af. Du har brug for byggesten, der kan producere hormoner, balancere dit nervesystem sørge for din energiproduktion, din tarms velbefindende og styrke dit immunforsvar. Alt sammen med til at give dig de bedste forudsætninger for en sund og uproblematisk graviditet. Spis så vidt muligt en fertilitetsfremmende diæt, der består af økologiske og uforarbejdede fødevarer, da pesticider kan forstyrre din hormonbalance. Drop stimulanser, sukker og hurtige kulhydrater, da de har en negativ indvirkning på blodsukkeret, der spiller en stor rolle for fertiliteten. Få masser af væske, gerne 2-3 liter rent vand dagligt. Drik friskpressede juicer og mind dig selv om, at alt det du putter i munden er byggesten for dig og din kommende baby. Fødevarer som er gode for fertiliteten er f.eks: Æg, nødder, grønne grøntsager, frugt, bær, bønner, linser og avocado. Den fertilitetsboostende kost er et kæmpestort emne i sig selv. Jeg anbefaler at du tager researchbrillerne på og dykker ned i noget af al den viden, der er derude. Jeg kan feks anbefale denne side: www.natural-fertility-info.com

Undersøgelser viser at kvinder, der tager kosttilskud bliver hurtigere gravide og har en bedre graviditet end dem, der ikke gør, så overvej om der er noget at hente her. Jeg anbefaler gerne tilskud af: probiotika, en god fiskeolie og en multivitamin for gravide med methylfolat. Vigtige antioxidanter, vitaminer og mineraler, når du er i behandling er: Vitamin D, Vitamin E, Vitamin C, Q10, Folinsyre, B12, B6, Jern, Zink og Selen.

Sex, berøring og lidt om lykkehormonet oxytocin

Berøring, massage og sex sender kaskader af lykkehormonet oxytocin på rutchetur i kroppen. Det samme gør omsorg mellem mennesker og tillidsfulde samtaler. Det er et hormon, du ikke kan få for meget af og slet ikke i forbindelse med fertilitetsbehandling. Det er stressreducerende, beroligende, du bliver mere tillidsfuld og mindre angst. Sørg for at nyde en god frokost, hvor du forbinder dig med dine bedste veninder. Kys og kram folk omkring dig og sørg for at nyde og sanse, alt det du overhovedet kan. Det vil få dit blodtryk til at dale, give dig større velvære og gøre din smertetærskel højere.

Sex kan være et ømtåleligt emne, når man forsøger at blive gravid. Den kærlighedshandling, der skulle føre til ønskebarnet er ofte reduceret til og minder os om ‘det der ikke virker’ Ikke desto mindre er sex og intimitet en fantastisk vej til at mærke og udtrykke kærlighed og suge til os af nærvær og intimitet. Vi har behov for at føle os forbundet til hinanden. Det højner vores selvværd. Styrker immunforsvaret og reducerer stress. Udover oxytocin udløser sex en række andre kemikalier, som er ekstremt gavnlige, når man befinder sig i en livskrise. Prolaktin gør os rolige og afslappede. Dopamin aktiverer vores belønningscenter og giver os en følelse af lykke. Endorfiner, som er kroppens eget morfinstof er smertedæmpende og giver os en føelse af lyst, succes og energi. Man skal heller ikke underkende den gavnlige effekt sex har på et parforhold, der kan være presset til sit yderste. Når man netop har råsnavet under bruseren, gør det knap så meget, at der ligger vasketøj på gulvet, man har fået dårlig hud af hormonbehandlingen og at der er en hel uge til blodprøvesvar.

cooking-food-ginger-256318.jpg

Yoga - restorativ, yin yoga og yin energi

Selv anbefaler vi fertilitetsfremmende yoga, såsom restorativ yoga, yin yoga og al aktivitet med en yin energi. Yoga er en virkelige god måde at tanke op på og skabe et rum til krop og sjælelig selvforkælelse. Al bevægelse, der øger blodgennemstrømning i underlivet klapper jeg af. Kroppen bliver stukket i, skannet, vejet og målt i et fertilitetsforløb. Det er skønt at have et rum som yogaen, hvor kroppen bare kan få lov til at være krop uden bedømmelse. Man kan være meget vred på sin krop, når man står et sted, hvor det kan føles, som om den er imod en. Her hjælper yogaen til at forbinde sig positivt til alt det den kan og gør.

Gå en tur i naturen

En anden fantastisk måde at bruge kroppen på, der kræver et minimum, er bevægelse i naturen. Jeg er stor fortaler for, at man så ofte det er muligt, forbinder sig med naturen. Om det så er en gåtur i den nærmeste park, et dyp i havet eller bare en tur forbi blomsterforretningen. Vores blodtryk falder, når vi er i naturen, vores stresshormoner daler, vi føler os gladere og mere groundede. Alt sammen godt, hvis man har dage, hvor tankerne myldrer, man er ked af det og overvældet.

Selvomsorg og forståelse for din situation

Selvomsorgen er altafgørende for en positiv oplevelse af behandlingsprocessen. Vid at det er en turbulent og afgrænset tid du går igennem. Du vil højst sandsynligt opleve hele følelsesregisteret. Frustration, vrede, håb, afmagt, kærlighed, lykke og eufori. Se på dig selv gennem de kærligste øjne. Både på de dage, hvor du har håb og optimisme og de dage, hvor der ikke findes kleenex nok i verden. Nogle vælger at gå på nedsat tid eller holde nogle ekstra fridage i forbindelse med behandlingen. Alt er tilladt. Giv dig selv lov til at dvæle, at sove, at lægge dig fladt på sofaen kl. otte. Det kommer før alt andet. Både arbejde og vasketøj. Vi gik selv i gang med at planlægge bryllup, da vi startede i behandling. Her stoppede en meget vis læge os heldigvis, og vi endte med at holde det skønneste bryllup og udskyde babyprojektet til vi var parate til det. Man har ingen anelse om, hvad det gør ved en at opleve de mange hormonelle og følelsesmæssige udsving. Derfor vil jeg virkelig råde til, at man respekterer sig selv og det hårde arbejde det er, at skabe en baby på den her måde.

Så kys det dog det satans liv

Nyd nyd nyd det liv, der er lige nu, så meget du kan. Forsøg at være lige her og ikke i næste ægoplægning eller to år frem. Kys dig selv i spejlet hver morgen, tøm Aesop for lækre produkter og hold spadag, drik og spis hele regnbuen. Omgiv dig med støttende mennesker og kram dem en ekstra gang. Vær åben og ærlig, når du bliver ked af det og frustreret. Råb, græd og reager. Verden vil dig det godt. Og den kan godt rumme hele dig. Det er det vildeste rutchebanetur på så mange planer at være i behandling. Du vil lære dig selv og din partner (hvis du har sådan en) at kende på helt nye måder. Og når I står med jeres elskede baby i armene, vil det altid være det hele værd.

Held og lykke og rigtig meget varme herfra til dig som er i gang med at skabe et helt nyt menneske. Du skal være meget velkommen til at dele din historie her på siden eller komme på vores mor, mig tid som er vores restorative yogahold hver mandag i København - holdet er også for dig der prøver at blive mor. Derudover er du også velkommen til at booke individuelle forløb eller coachingsessions med Cille med henblik på at få roen ind i en turbulent tid.

Tak til Kathrine for at dele åbent om hendes sårbare proces og arbejde. Vi er meget inspireret af Kathrine og anbefaler varmt hendes arbejde - du kan følge hende på hendes blog Søster og glæde dig til hun gæster vores podcast i December.