Fertilitet: Om ensomheden, sårbarheden, håbet & det at tale åbent om alt

I forlængelse af min sidste podcast som omhandlede den svære proces mod graviditeten og min snak med Kathrine Bach og Thilde Vesterby har jeg fået en del henvendelser fra Jer skønne læsere som deler samme historie. Tak for at turde åbne op om et så sårbart emne. Jeg har fået lov til at dele Trine Rosenholms sårbare vej mod moderskabet, tak Trine for at åbne op og skabe genkendelse for andre i samme proces. Jeg håber Trines historie kan være en inspiration for dig.

Vi kan ikke planlægge os ud af alt og vi kan ikke styre alt i vores liv selvom vi gerne vil. Når hverdagen med et familieliv indimellem bliver hektisk og jeg måske bliver frustreret over, at små hverdagsting ikke lige fungerer så minder jeg mig selv om, at jeg har ventet i årevis på netop det her liv og så lader jeg vasketøj og oprydning flyde og leger med min datter i stedet for – og så føler jeg mig bare så ufattelig heldig og lykkelig over, at vi er forældre og har vores egen lille familie. - Trine Rosenholm

1. Kære Trine, vil du lukke os ind i din historie om vejen til at få et barn og de forskellige stadier af processen som du har været del af? 

Vores vej mod at blive forældre var meget meget lang og længere end vi nogensinde havde forestillet os, at den ville blive. Vi begyndte på babyprojekt i sommeren 2009 og da vi havde prøvet i 1 ½ år startede vi i fertilitetsbehandling. Al vores behandling er foregået på en privatklinik i Hellerup og da vi havde vores første møde med dem i februar 2011, sagde lægen til os, at vi skulle slet ikke være bekymrede, vi var så unge så jeg skulle nok blive gravid. Jeg kan huske, at jeg var fuld af håb og tænkte egentlig, at inden året var omme var jeg nok gravid. Det skulle desværre vise sig at blive meget mere kompliceret og langvarigt end nogen af os havde regnet med.

Til at starte med var vi igennem 4 inseminationsforsøg, det var ukompliceret behandling og jeg var ikke så mærket af det fysisk. Psykisk var det noget andet, for det var nedslående kun at se én streg på graviditetstesten og bekymringen om hvor langt ud i fremtiden gravidteten var, begyndte for alvor at bide sig fast. Da vi rundede første år i behandling havde jeg været igennem 4 inseminationer og 3 ivf forsøg (reagensglasbehandling).

De næste mange år gik med utallige mislykkede behandlinger og jeg kan faktisk ikke huske helt præcis hvor mange, men jeg tror det er omkring 10 ivf/icsi behandlinger. Undervejs blev håbet mindre og mindre, behandlingerne blev mere og mere komplicerede og vi blev mere og mere fortvivlede og ulykkelige. Hver gang vi startede på en ny behandling besluttede vi os for at tro på det og når jeg så blev ringet op med et negativt svar på blodprøven var det som at blive revet midt over. Når man ønsker sig noget så stærkt som vi ønskede at blive gravide så blev det en kæmpe sorg for os og vi kunne ikke stoppe fertilitetsbehandlingen for så lukkede vi jo også døren til ønsket om at få vores eget barn.

I Januar 2016 blev jeg endelig gravid. Jeg var blevet gravid på donoræg fra en meget tæt veninde og lykkefølelsen var enorm. Den skulle dog vise sig, at blive meget kort for da jeg var omkring 5-6 uger henne aborterede jeg. Vi kunne slet ikke forstå hvorfor det gik galt og vi var begge to slået fuldstændig ud. Jeg var nødt til at sygemelde mig fra mit job i 4 uger og jeg kan huske, at jeg bare ønskede at forsvinde. Jeg ønskede ikke at dø men jeg kunne heller ikke overskue livet. Alt var kaos i mig og sorgen over at det ikke lykkedes tog håbet fra mig på en meget brutal måde. Jeg troede simpelthen ikke længere på at jeg nogensinde ville blive gravid. Jeg følte at min krop havde svigtet mig og at jeg havde svigtet Martin og frarøvede ham muligheden for at blive far. Det var en rædselsfuld tid, jeg kunne ikke overskue noget og da jeg var klar til at vende tilbage til arbejdet koncentrerede jeg mig kun om det og ikke ret meget andet. Jeg så ikke rigtig nogle mennesker i en del måneder for jeg kunne ikke overskue andres liv og lykke eller problemer for den sags skyld. Et halvt år efter den mislykkede graviditet rejste Martin og jeg på ferie op igennem Jylland, langs Vesterhavet. Vi sad hver aften i 14 dage og så på solnedgange, vi talte meget lidt om fremtiden, vi koncentrerede os bare om at holde ferie og slappe af. En måned efter sad jeg med en positiv graviditetstest i hånden!  

abdomen-anticipation-baby-1556669.jpg



2. Jeg ved at du har mistet i graviditeten og det er et sårbart emne, men vil du dele om denne oplevelse og hvordan det er at stå i den? 

Den sorg jeg gennemlevede efter jeg havde aborteret var på mange måder sammenlignelig med den sorg jeg havde da jeg mistede min mor. Dermed mener jeg ikke, at det er det samme som at miste et menneske som står én meget nært, men intensiteten var meget lig den massive sorg jeg havde den gang min mor døde. Der er rigtig mange der ikke forstår mig når jeg siger det og bliver lidt forarget over den sammenligning. Men når man er i så intenst et behandlingsforløb som vi var, så hver gang man starter en behandling, så starter forestillingerne og tankerne om det potentielle barn. Man ved jo også hvornår man potentielt er blevet gravid og dermed også hvornår man vil have termin. Jeg tænkte hele tiden på om mine æg delte sig og sætte sig fast og jeg drømte ofte om natten, at det blev en lille dreng der lignede Martin. Hver gang det mislykkedes at blive gravid, så mistede jeg illusionen om det barn jeg så inderligt ønskede mig, jeg mistede håbet og angsten for ikke at blive rigtig lykkelig blev større og større.

3. Hvad betyder det for dig at dele om dette emne og hvorfor mener du det er så vigtigt at turde snakke højt om den svære vej til at blive gravid, samt det at miste i processen? 

Det er meget vigtigt for mig at dele vores historie og mine følelser. Vi har begge følt os meget ensomme i den lange proces vi har været igennem og savnet nogle at dele tanker og erfaringer med. Men samtidig er man også bange for at ryge ind i et univers med en overskrift der hedder BARNLØSHED for man vil for alt i verden ikke ind i den klub for alvor. Det er vigtigt for mig at fortælle vores historie fordi den er et bevis på, at det kan lykkes selvom at man har fået at vide fra meget dygtige og erfarende læger at det ser sort ud og at sandsynligheden for at blive naturligt gravid er lig nul.

De fleste der går i fertilitetsbehandling bliver gravide indenfor de første år, men der er også mange som Martin og jeg der er i behandling i årevis og med al respekt for ALLE der er i behandling så er 7 år værre end 2. Jo længere tid der går, jo mere opslidende er det og det har store omkostninger at være i så langt et forløb. Det har sat dybe spor i mig som menneske, jeg er ikke den samme stærke Trine som jeg var en gang, jeg er meget mere sårbar og skrøbelig og det skal jeg acceptere at jeg er blevet. Vi oplevede, at det var meget svært for vores omgivelser at tage del i vores forløb. Det var svært for dem at spørge ind, selvfølgelig fordi de var bange for at gøre os kede af det, men sandheden var, at vi blev endnu mere kede af det og isolerede når ikke folk turde spørge os hvordan det gik. De sidste år i behandling følte jeg, at alle andre stod inde på land og så ud på Martin og jeg, der sad i en båd, der langsomt gik til bunds og tog os med ned. Ikke fordi vores nærmeste familie og venner ikke ville hjælpe – for det ville de fleste gerne, men de kunne ikke hjælpe. Og når man ikke kan hjælpe dem man holder af, føler man sig magtesløs og jeg ville ønske, at vi kunne have talt mere åbent med vores omgivelser om denne magtesløshed fordi den jo gik begge veje.  

4. Har du haft brug for at tro på noget "højere / større " end dig selv i denne her proces, for at kunne være i den meningsløshed som jeg kan føle det sommetider har været? 

Jeg tror ikke rigtig på noget højere eller større og det har jeg egentlig aldrig gjort. Jeg havde brug for at tro på videnskaben og de læger der styrede vores behandlingen. Jeg satte al min lid til, at de kunne skabe det som vi ikke selv kunne klare – eller som vi ikke selv kunne klare i en meget lang periode. Derfor er det også underligt pludselig at stå med en positiv graviditetstest når alt hvad der har drejet sig om graviditeter har været kemisk og med hjælp i så mange år. Men på en måde tror jeg på mirakler nu. Svea er et kæmpe mirakel for os og hun kom da alle behandlingsmuligheder var forsøgt og da der var blevet sagt stop fra lægernes side. Det giver ikke mening at spekulere over hvorfor hun lod vente på sig så længe og hvorfor vi skulle helt derud hvor vi ikke kunne bunde, for nu er hun her og mareridtet er overstået.

5. Hvordan fandt dig og din partner hinanden i processen med at miste? 

Der er ingen tvivl om, at det er har været sindsygt hårdt for vores parforhold og det har haft nogle omkostninger. Men det der har holdt os sammen var, at vi var enige om, at vi VILLE have børn sammen også selvom det betød, at vi måske skulle adoptere. Vi har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, hvor vidt kærligheden kunne bære, for vi havde hele tiden det samme mål. Hvis én af os var begyndt at tvivle på, om det hele var kampen værd, så havde det nok været anderledes, men vi fandt støtte i hinanden selvom vi også har tacklet sorgen meget forskelligt. Vi accepterede, at vi indimellem håndterede sorgen på hver vores måde og det var en styrke for os.

6. Jeg læste et interview med en præst, der sagde at vi altid må beholde håbet - at håbet er vejen gennem meningsløsheden. Det lyder som en kliche, men hvordan holder man modet oppe når man har mistet? 

Jeg ved det ærlig talt ikke, for da jeg aborterede mistede jeg al håb om at blive gravid og i en periode følte jeg kun afmagt og fortvivlelse. Men langsomt får man jo løftet sig selv ud af håbløsheden og finder modet frem til at kæmpe videre. Jeg følte, at jeg måtte kæmpe for mit forhold for jeg ville for alt i verden ikke miste Martin og i de perioder hvor det gjorde allermest ondt, tænkte jeg alligevel at det på et tidspunkt ville vende og blive bedre selvom jeg ikke vidste hvordan. Håb kan være en meget uhåndgribelig størrelse, for det kan være meget konkret fx ønsket om at få et barn. Men det kan også være mere abstrakt og i perioder hvor jeg havde det allermest skidt håbede jeg bare på, at den sorg og smerte som jeg følte på et tidspunkt ville få en ende.    

7. Jeg har selv oplevet at accept af processen og det man står i og accept af en selv som man er med al ens sårbarhed kan være noget af det mest helende i en svær periode, hvordan har accepten haft en rolle i din proces?

Jeg synes det har været en meget ensom proces, for ens omgivelser kan jo ikke fjerne sorgen. Men jeg tror, at jeg accepterede, at det i en periode var mit livsvilkår. Jeg accepterede også, at jeg var meget sårbar og at jeg var nødt til at ændre på nogle ting for at jeg kunne fungere i min hverdag. Men det var meget svært for mig at acceptere, at vores liv gik i stå og var så sorgfuldt mens alle andre venner fik børn og skabte familier. Jeg har været meget misundelig på mine veninder og det var rædselsfuldt, at være fyldt med så mange negative følelser som man bare er tvunget til at acceptere er tilstede. Jeg har også været meget vred på min krop fordi den ikke kunne finde ud af at gøre det den skulle – altså blive gravid og når man kigger sig i spejlet og føler sig som en kæmpe fiasko så er det meget svært, at acceptere både sig selv og sin situation.   

baby-baby-feet-bed-733881.jpg

8. Jeg ved at du er mor nu og at hele processen med dit graviditetsforløb har gjort dig ekstra sårbar i rollen som moder (her mener jeg sårbar i positiv forstand som at du rummer alt fra taknemlighed til sorg, glæde til vrede, ked af det hed til eufori), vil du dele lidt om dette og hvordan du nu er landet i dit moderskab med alt ? 

Da jeg blev naturligt gravid var jeg nærmest i chok de første par måneder over at det var sket og da jeg jo havde aborteret et halvt år for inden var jeg hele vejen igennem min graviditet virkelig bange for, at noget skulle gå galt. Jeg havde meget svært ved at tro på, at lykken havde ramt os når nu vi havde haft så mange nederlag og vi var begge meget afdæmpede i vores glæde og vi havde svært ved at fortælle det til vores familie og venner, for tænk nu hvis det skulle gå galt. Jeg var så usikker og den usikkerhed fulgte med efter vores datter blev født, særligt det første år. Det er kommet bag på mig, at jeg har følt mig så usikker i morrollen og usikkerheden rammer mig til dels stadig. Jeg er meget let påvirkelig og kan blive i tvivl om de mindste ting. Men jeg kan selvfølgelig også mærke, at jeg vokser med opgaven og når jeg ser på Svea og hvordan hun trives, så bliver jeg jo bekræftet i, at vi gør et eller andet rigtigt. Men det er vildt hvordan denne her alt overskyggende kærlighed til ens barn kan sende én helt ud af kurs.

9. Vil du dele et par råd til andre kvinder der har været i denne her proces med at miste og holde håbet oppe om en dag at blive mor?

Luk op for smerten og del den med omgivelserne. Fortæl familie og venner hvilken fortvivlende situation I befinder jer i og hvad I har brug for hjælp til. Man er nødt til at være åben omkring sine følelser, for man kan ikke undgå at blive misundelig hver gang en ny veninde fortæller, at hun er gravid. Så i stedet for at lade som ingenting for efterfølgende så at trække sig fra måske rigtig tætte veninder, så fortæl hvor svært det er for dig at være i. Jeg måtte sige til min bedste veninde, at jeg bare var pissehamrende misundelig over at det ikke var mig, men at det IKKE var ensbetydende med at jeg ikke var glad på hendes vegne. Jeg måtte også sige til min lillesøster, at hun var nødt til at lukke mig ind i hendes tanker og planer om graviditet og børn, for hvis hun holdt det hemmeligt gjorde det endnu mere ondt. Martin og jeg følte os ofte til besvær i sociale sammenhænge fordi folk virkede så bange for at komme til at sige noget om børn eller graviditeter der kunne gøre os kede af det. Men det var meget værre når vi kunne mærke at noget var usagt.

Jeg vil virkelig gerne sige BEVAR HÅBET, selvom at jeg selv mistede det undervejs. Men i den periode hvor jeg blev gravid, havde jeg ændret mig mentalt. Jeg var langt fra afklaret og jeg var også stadig i sorg over at have mistet, men jeg var begyndt at lukke døren til fertilitetsbehandlingen og så småt begyndt at åbne op for tanken om adoption. Og kære alle jer kvinder i fertilitetsbehandling; tro på det – det kan åbenbart lykkes for selv det mest håbløse tilfælde.

10. Hvad har din proces lært dig og hvad er du mest taknemlig for nu du står her på den anden side med en datter i hånden og en masse kærlig indsigt i baggagen? 

Jeg ved nu hvordan det er at være lykkelig igen. Det glemte jeg undervejs i forløbet fordi vi begge blev mere og mere ulykkelige og det jeg er mest taknemmelig for i dag er, at Martin aldrig gav slip på mig og aldrig mistede håbet. Han holdt mig oppe hele vejen, gav mig plads, lod mig være egoistisk, lod mig sørge og lod mig styre slagets gang i forhold til fertilitetsbehandlingen da det jo var mig der lagde krop til. Han havde ingen indvendinger da jeg sagde stop og ikke ville mere behandling, han respekterede det fuldt ud selvom det var lige så hårdt for ham at skulle acceptere ikke at få sit eget biologiske barn.

Jeg tror ikke, at jeg kan kalde det kærlig indsigt eller sige, at jeg ikke ville have været forløbet foruden, for det var mange år af vores liv der var fyldt med sorg og bekymringer og meget lidt glæde. År der bare forsvandt mens vi ventede og jeg har ikke glemt hvor hårdt det var. Men når jeg ser på Svea føler jeg, at hun var al ventetiden værd og at det var præcis hende vi ventede på og hende vi skulle have. Processen frem til min graviditet, ja vel egentlig til vi stod med ende i armene, har lært mig, at man ikke skal tage noget som helst for givet. Vi kan ikke planlægge os ud af alt og vi kan ikke styre alt i vores liv selvom vi gerne vil. Når hverdagen med et familieliv indimellem bliver hektisk og jeg måske bliver frustreret over, at små hverdagsting ikke lige fungerer så minder jeg mig selv om, at jeg har ventet i årevis på netop det her liv og så lader jeg vasketøj og oprydning flyde og leger med min datter i stedet for – og så føler jeg mig bare så ufattelig heldig og lykkelig over, at vi er forældre og har vores egen lille familie.

adult-art-baby-235243.jpg