Sårbar inspiration: Skal jeg holde min graviditet hemmelig af frygt for at miste?

“There's no such thing as selective emotional numbing. There is a full spectrum of human emotions and when we numb the dark, we numb the light. If you want to feel the joy, you have to be able to feel the sadness. ” – Brene Brown, PHD i sårbarhed

De fleste kvinder som er eller har været i processen med at blive gravid kender til temaet om hvorvidt du skal dele det med andre eller holde det for dig selv. Ofte har man kæmpet i flere år for at blive gravid eller været igennem hårde fertilitetsprocesser og når pinden pludselig viser to streger er det så sårbart og magisk, at vi bliver nødt til at skærme os for det værste der kan ske, nemlig at vi mister. Derfor taler vi ikke om det, som en forsvarsmekanisme mod det værst tænkelige. Forsker i sårbarhed, Brene Brown, kalder dette foreboding joy:

“When something good happens, our immediate thought is that we’d better not let ourselves truly feel it, because if we really love something we could lose it. So we shut down our ability to completely enjoy so that we can also shut down our capacity for feeling loss.” – Brene Brown

Hun taler om vigtigheden, af at turde sprænge glasloftet og for at mærke den glæde det er at være gravid, bør vi også kunne rumme den sorg det er at miste. Og det gør vi ved at tale om den kompleksitet det er at rumme den helt vidunderlige glæde, men på samme tid være bange som aldrig før.

Omkring en fjerdedel af alle kvinder oplever at miste under deres graviditet og derfor finder vi en stor vigtighed i at kigge på ”tabuseringen” deraf, samt turde tale om de følelser du ligger låg på af frygt for det værst tænkelige. Kunne disse følelser håndteres på en anden måde og er denne dybe sårbarhed ikke en naturlig del af rejsen mod moderskabet. Vi har taget en snak med Stine Friisnæs, førstegangsmor, og en sårbar og stærk kvinde, der var så modig at skrive til os og stille og tale højt om spørgsmålet: Hvorfor skal en graviditet egentlig holdes hemmelig? Det var en sårbar snak, som gav os tårer i øjnene og kuldegysning, inspiration og glæde. Læs med her og se om du kan opleve genkendelse.

”Jeg har siddet på offentlige steder og grædt når jeg har fortalt om min situation og om mine følelser, og det har da bestemt været grænseoverskridende, men jeg har forsøgt at give et smil til dem der har siddet i nærheden og tydeligvis har observeret den grædende kvinde. De har alle smilt tilbage, og selvom de intet har vidst om hvad mine tåre skyldtes, har jeg følt at jeg har “mødt” et fremmede menneske i en eller anden form for fælles forståelse. For alle har jo oplevet sorg et den eller den anden form, og det har gjort alverden for mig, at jeg har følt mig forstået, endda af mennesker jeg slet ikke kender.” – Stine Friisnæs

bed-belly-bump-69097.jpg

1.   Kære Stine, tak for at du vil dele din såbare proces med os og åbne op for denne snak. Vil du dele om din vej til moderskabet?

Ja, selvfølgelig vil jeg det. Jeg har selv fundet megen tryghed i at høre andres historier, så hvis min historie kan gøre det samme for andre kvinder, eller mænd for den sags skyld, vil det bare gøre mig glad.

2. Du har valgt at være åben om din graviditet og dele det i din omgangskreds, hvorfor valgte du dette?

Først og fremmest fordi jeg ikke kunne lade være. Det har altid faldet mig naturligt at dele mine glæder såvel som sorger og bekymringer med folk omkring mig. Både de helt tætte relationer, men også de mindre tætte. Nogle mennesker har brug for at reflektere længe over deres bekymringer, bearbejde processen selv, for derefter at kunne præsentere omverdenen for deres situation, som de nu mener de har fået under kontrol… eller slet ikke præsentere den for nogen. Jeg forestiller mig at det er for at undgå at virke sårbare og ikke fremstå som et menneske ude af kontrol - men vi ved jo godt, at alle går og tumler med noget af den ene eller den anden karakter og at ingen er perfekte, og gudskelov for det.

Nåh, tilbage til dit spørgsmål, det faldt mig som sagt meget naturligt at fortælle folk at jeg var gravid, selvom jeg fik af vide at jeg nok lige skulle vente til nakkefoldsscanningen, så vi var sikre på at alt var okay. Men 12 uger, det er godt nok lang tid at vente, og hvad gør man så lige når man er et mennesker der altid har gået meget ud, elsker vin, smøger og socialt samvær.  Skulle jeg blive hjemme og komme på undskyldninger for ikke at dukke op? Eller tage med og stå med en tonic og lade som om der var gin i (som så mange andre jeg kender har gjort). Niks, det gad jeg simpelthen ikke. Jeg var selvfølgelig træt og havde delvist kvalme, så det gav sig selv ikke at deltage i alle arrangementer, men det var forår og det blev sommer, så alle omkring en piblede ud af deres vinterhuler og mødtes i solen til kolde øl og hygge, så den var lidt svær. Derfor gjorde det jo tingene en hel del lettere når jeg så fortalte hvorfor jeg ikke lige skulle med til Distortion 3 dage i streg.

Så jeg fortalte det til mine venner, familie og kollegaer, og i øvrigt til dem jeg nu stødte på hvor det gav mening at fortælle det. Og jeg blev selvfølgelig mødt et par gange med spørgsmålet, om jeg godt turde fortælle det. Min følelse omkring dette var, at jeg jo var nødt til at forvente at alt gik godt, for jeg ville jo ikke få noget ud af at forvente det værste. Skulle jeg så gå rundt og lade være med at glæde mig.. i 12 uger!!! Det synes jeg ikke rigtig gav nogen mening, og HVIS det nu gik galt, vidste jeg jo alligevel at jeg heller ikke ville kunne lade være at snakke med mennesker omkring mig om det. Det er min måde at håndtere bekymringer på... snakke snakke snakke, i en stor pærevældig, i syd, øst og vest, netop for at finde ro i mig selv til at kunne være i processen og komme videre.

En anden side af sagen var faktisk også, at jeg ikke synes det var spor sjovt at være gravid. Det er jo så surrealistisk at der gror et lille menneske inden i en, men man kan ikke se det eller mærke det, og man kan blive i tvivl om det overhovedet er rigtigt. Man kan mærke trætheden og kvalmen, men jeg mærkede i høj grad også min frustration over ikke at kunne deltage i alle festlighederne på lige vilkår som alle de andre.  Så jeg brokkede mig nok en del. Nok mere end hvad nogle synes gav mening, for jeg skulle da bare være glad for at jeg var gravid. Og det VAR jeg også, i den grad, men jeg havde rigtig meget brug for at italesætte mine frustrationer, for det var dem jeg kunne mærke, og ikke det lille menneske i min mave. Måske havde jeg også lidt dårlig samvittighed over ikke bare at kunne være 100 % glad, men igen, skulle jeg så bare gå og lades som om.. Det er jeg virkelig dårlig til! Så jeg var nok blevet en lille smule sindssyg hvis jeg ikke skulle have delt min graviditet med nogen. Og jeg er glad for at jeg gjorde det, også selvom det ikke gik i første omgang.

adults-cute-focus-1462457.jpg

 3. Kan du beskrive nogle af de følelser, der gik igennem dig, da du mistede og du vidste, at du nu skulle fortælle denne del af historien, til alle dem du først havde delt den glædelige nyhed om graviditeten med?

Da jeg var i uge 8, betalte vi for en scanning. Som sagt, så føles det jo som år nærmest at gå og vente, så jeg havde brug for at se at der rent faktisk var et liv derinde, og på den måde bedre kunne forstå det. Det samme var gældende for min kæreste, som selvfølgelig havde endnu sværere ved at forstå situationens virkelighed. Vi så et lille hjerteblink og det var vildt og det var dejligt. 4 uger efter i august, skal vi så på Riget, og går med glæde og bare sommerben dertil for endelig at kunne råbe det sådan rigtig højt til verdenen. Men da damen ved scanningsapparatet er stille i lidt for lang tid, ved jeg bare at det er dårligt nyt. Det må simpelthen være et vildt job at have, både at kunne give den bedste nyhed i verden til de kommende forældre, men også at skulle gøre det modsatte.

Fosteret var gået til grunde omkring uge 9, dvs. En uge efter vi havde fået den tidlige scanning hvor vi så liv. Havde man dog bare fået den scanning en uge efter, så havde min sommerferie set lidt anderledes ud.Jeg brast i gråd, ikke højlydt, men stille, og følte mig så tung om hjertet at jeg lyst til at synke ned igennem briksen, ned i gulvet og forsvinde. Jeg ville ikke se på skærmen.

Damen sagde at hun blev nødt til at tilkalde en læge, for at kunne sige med sikkerhed at der ikke var noget liv. Derudover havde hun en praktikant med, så da lægen kom, brugte de ekstra lang tid på at scanne fra alverdens vinkler så den, sikkert søde, praktikant kunne lære en masse. Det ville jeg godt lige være blevet spurgt om. Jeg bidrager gerne til lægevidenskaben, men lige i denne sårbare situation havde jeg måske ikke så meget lyst til at være ”forsøgskanin”.

Vi går fra Riget, og vi stopper op på den modsatte side af Blegdamsvej for at ringe. Jeg måtte sige det til min forældre med det samme. De sad jo og ventede i spænding på vores opkald. Dét gjorde ondt, og da min far, efter at jeg har fortalt at fosteret ikke levede, sagde at han blev nødt til at lægge på da han ikke vidste hvad han skulle sige, brød jeg fuldstændig sammen. Han var selvfølgelig dybt chokkeret og helt ulykkeligt, og vidste simpelthen ikke hvordan han skulle reagere.

Min kæreste og jeg stod og holdt om hinanden og græd og forsvandt lidt fra verdenen et øjeblik. Indtil en dame kommer ud fra blodbanken vi stod lige foran, og kærligt spørger om vi vil ind og sidde lidt. Det var mit første møde med et fremmed menneske der omfavnede min sårbarhed, blot en time efter den triste nyhed.

4.  Brene Brown som er forsker i sårbarhed taler om foreboding joy Hvad tror du, det er der gør, at vi holder os tilbage fra at dele vores glædelige nyhed?

Det er et rigtig godt spørgsmål, for det virker jo helt tosset ikke at dele glæderne i vores liv. Men det er vel frygten for at det ikke lige går som det skal, og hvad gør vi så? Så skal vi face de mennesker vi har talt med, og så vil de hvad.. dømme os? For ikke at lykkes, eller for at blive kede af det. Eller handler det i virkeligheden om at vi ikke selv kan overskue ”fiaskoen”, for jo mindre der bliver talt om den, jo mindre virkelig er den og jo hurtigere kan vi komme videre. Det er nok en kombination af begge dele og det er selvfølgelig dybt individuelt. Jeg kan selv godt, nogle gange, tage mig selv i at sige, at hvis jeg forventer det værste kan jeg kun blive positivt overrasket. Det er jo i virkeligheden dybt deprimerende at tænke sådan, og jeg mærkede det især da jeg var højgravid (i min anden graviditet) og blev sygemeldt pga. risiko for for tidlig fødsel. Jeg var slet slet ikke klar, og var mere trist end glad, for hvad nu hvis det slet ikke blev som jeg havde håbet. Hvad nu hvis jeg ikke kunne elske mit barn lige med sammen og i øvrigt ville vores liv også stoppe helt når nu der kom et barn. Min kæreste glædede sig mere til at møde vores baby end jeg gjorde og jeg havde det forfærdeligt med det.

Det der skete var at jeg havde malet et billede, et meget negativt billede af hvordan det ville blive at få det her barn, for man hører jo om hvor hårdt det er at blive forældre, så jeg tænkte at hvis jeg bare forestillede mig det værste kunne jeg kun blive positivt overrasket. Men det bed sig selv i halen, for alle mine negative tanker tog over og stjal al glæden. Jeg ved at jeg modsiger mig selv her ift. de følelser jeg havde omkring at dele nyheden tidligt og netop IKKE forvente det værste, men det var to forskellige perioder i min graviditet og helt forskellige følelser.

Da jeg endelig blev gravid igen, delte jeg alligevel nyheden tidligt på trods af vores oplevelse med abort. Jeg havde jo netop lært at det var godt for mig at tale om det, og høre andres historie, for der var mange der havde oplevet det samme, og det var faktisk rigtig rart at finde ud af.

Det var lige en lille , men vigtig, sidebemærkning. Men hvorfor deler man så ikke sine glædelig nyheder? Det gjorde jeg jo, med den viden at glæden kan vende, som den jo gjorde i vores tilfælde. Jeg var mega sårbar, men på ingen måde pinlig eller bange for at fortælle folk om min sorg. Jeg havde brug for dét der ,der sker mellem mennesker når man er sårbar overfor hinanden. Det heler bedre end noget andet, og jeg har ikke på et eneste tidpunkt mødt et mennesker der gjorde at jeg tænkte anderledes. 

belly-blurred-background-body-952597.jpg

5. Du brugte din sårbarhed til at komme gennem din krise, hvilke andre redskaber kan du dele med kvinder der har oplevet det samme?

Snak, tal, råb, hvisk, sig noget, skriv noget ned, kom ud med det du går og tumler med og lad være med at være bange for at det du har at sige enten ikke er vigtigt, for det er det, eller at folk ikke vil høre eller forstå det. Jeg vil vove at påstå at de fleste mennesker kan modtage åbenhed og sårbarhed. Ja, det kan være svært at vide hvad man skal sige til et sårbart menneske, da man ofte føler at man skal sige noget der kan fikse problemet, det kan man jo bare ikke altid, og det er der ofte heller ikke brug for. Der var jo ikke noget eller nogen der kunne fikse MIT problem, men det var heller ikke det jeg havde brug for. Bare et lyttende øre og et kram eller et smil var nok.

Jeg har et lille motto hvis man kan kalde det det. Det synes jeg giver meget god mening og det har virket for mig i rigtig mange situationer:

” Jeg sladrer ikke om andre, men jeg sladrer om mig selv” - Stine Friisnæs 

adult-art-baby-208188.jpg

6.  Hvordan giver man sin partner plads til at være del af ens sorgproces? Og hvordan kommer man gennem det sammen?

I vores tilfælde var det faktisk ikke noget vi snakkede sådan helt vildt meget om. Jeg blev tit ked af det pludseligt uden nogen rigtig grund, og sagde bare ” nu bliver jeg lige ked af det igen” og så blev jeg holdt om, og vi blev enige om at det jo nok skulle lykkes på et andet tidspunkt, men at vi også godt måtte være kede af det sammen lige nu og her. Det vigtigste for mig var faktisk bare at blive holdt om. Og jeg tror bestemt også at det betød meget for min kæreste at vide at det var det der hjalp mig. Egentlig meget simpelt.

7.   Jeg ved du nu er mor til den skønneste lille dame, hvordan har moderskabet føltes nu du har omfavnet din sårbarhed og bærer den med dig i din pusletaske?

Helt vildt dejligt, og det var slet ikke så farligt og svært som jeg gik og bildte mig ind de sidste par måneder inden fødslen. Og den der med at ens liv stopper, som jeg jo var så bange for, det passer jo slet ikke. Det bliver bare anderledes, og med en ny dybde på kærlighedsparametret. Tænkt at man kan elske SÅ højt. Vi er rigtig gode til at give hinanden plads til at lave ting hver for sig, og det betyder virkelig alt, at man kan komme lidt ud og tanke op på venne/veninde energien en gang imellem. Så har man lige det ekstra overskud når nætterne er lange og det kære barn ikke lige viser sig fra den mest charmerende side.

Min sårbarhed og evne til at kunne være åben og tale om tingene, vil bestemt være en vigtig ting for mig at give videre til min datter. Så det håber jeg at jeg formår at gøre på bedst mulig måde. En dag vil hun nok sige ”æhj mor, jeg gider ikke tale om tingene hele tiden”, sådan havde jeg det faktisk selv som teenager, men den dag i dag er jeg virkelig taknemmelig for at vi talte ærligt om alt derhjemme. Vi må jo sige hvad vi tænker, ellers kan vi ikke forstå hinanden. Men det er fedt at være mor, og der skal nok komme masser af svære og sårbare situationer i fremtiden, men dem tager vi som det kommer, det skal jo nok gå.

Her hos Mother, mind and heart er vi så utrolig glade for Stines mod til at dele sin historie med os og taknemlige for at hun tog kontakt med os. Vi tror på genkendelse og håber meget, at Stines historie kan nikke genkendelse hos dig. Du må meget gerne dele din historie eller kommentere i kommentarfeltet.

Du kan følge Stine her